14 år for 14 år siden

For over 14 år siden blev jeg forelsket for første gang. Jeg havde faktisk en kæreste på daværende tidspunkt, men jeg kan afsløre, at det ikke var ham, jeg var blevet forelsket i. Det skete ikke fra den ene dag til den anden. I starten var jeg nok bare nysgerrig, men følelserne tog hurtigt fart. Jeg havde faktisk afvist mit crush tidligere. Han havde skrevet til mig nogle måneder forinden på messenger – bare en helt almindelig venlig besked, som jeg iskoldt besvarede med, at han ligeså godt kunne opgive på forhånd. Totalt tarveligt når jeg aldrig havde mødt ham, men ja sådan var det – og jeg blev klogere. De næste måneder var fulde af teenagerfnider. Jeg fik slået op med kæresten, men endte sammen med ham igen, for at gøre mit crush jaloux. Pyha, den del er jeg virkelig ikke stolt af. Måske skal jeg lige knytte til historien, at jeg kun var 14 år.

Minderne er ikke længere helt klare, men d. 16. september husker jeg tydeligt. Vi var på et sodavandsdiskotek. Jeg havde ikke lyst til at danse, som jeg plejede, for ærlig talt så håbede jeg hele aftenen på et kys. Han gav sig god tid – måske var han ligeså nervøs som mig – jeg har faktisk aldrig spurgt. Men endelig skete det og derefter igen og igen og igen. Det er utroligt som kroppen udskiller bomber af endofiner, når man kysser, og det føltes som om, jeg var helt høj, da vi gik hjem den aften.

Den dag var skelsættende i mit liv, for siden den dag var vi sammen. Desværre havde alle andre en mening om det, om ham, om os – veninder, lærer, selv min danselære og selvfølgelig min familie. Jeg var dansk, blond og et rigtigt dydsmønster. Han var iraker, hip hopper og arbejdede fuldtid i et pizzaria efter skolen, som ikke var en prioritet. Jeg ved, at flere syntes, det var synd for mig. Min familie ærgede sig. Hvorfor lige ham? Med tiden gik de dog med til at møde ham, og de accepterede også mit valg. Når jeg ser tilbage på det, bliver jeg ked af det. Jeg bliver ked af, at nogen mennesker skal møde så mange fordomme på deres vej baseret på, hvordan de ser ud, og hvor de kommer fra. Tænk at opleve den modstand fra man er barn, og forsat opleve det igen og igen som voksen. Det gør mig vred.

Det er 14 år siden, jeg var 14 år. Jeg husker ikke alle tingene helt tydeligt, men jeg husker følelsen af forelskelse. Den er hos mig endnu. Men i dag er det ikke længere bare en forelskelse. Det en følelse af respekt, beundring, længsel, taknemmelighed og ubetinget kærlighed. Nogengange rammes jeg også af frygt. Frygt for ikke at få gengældt alle følelserne, frygt for at miste kærligheden, for at miste hinanden. Den tanke er helt ubærlig for mig. Men sådan skal det jo være. Sådan er det at elske. Hvis nogen stadig har ondt af mig, så har jeg ondt af dem, for de kan ikke se, hvad ægte kærlighed er.

Jeg fatter ikke, der er gået 14 år. Nogle ting føltes som var det i går. Andre ting føles som om, det er sket i et tidligere liv. Da jeg var 16 år drømte jeg om, at vi blev gift, fik to børn og et hus. Nu er vi nået hertil. Jeg er stolt – allermest af min mand, som altid knokler og får det hele til at ske. Da vi var hhv. 22 og 23 blev vi gift. Vi var begge på SU, men alligevel lykkedes det os at spare sammen og bruge 100.000 kr. på vores drømmebryllup. Vi gjorde senere en fornuftig investering, som efterlod os med over en million på bankkontoen. Nogen ville måske have taget en lækker ferie eller købt dyre fjernsyn, designertasker eller anden luksus, men vi rørte ikke pengene i flere år – ikke før vi endelig var klar til at købe drømmehuset. Eller det vil sige, det som skulle ende med at blive vores drømmehus. For endnu en gang knoklede min mand i døgndrift. Om dagen arbejdede han for at forsørge os, og aftenen byggede han vores hus. Jeg er fuld af beundring. Der er seriøst ikke det, som han ikke kan klare. I mellemtiden har vi fået vores dejlige børn, og jeg er blevet læge. Uden tvivl nogle af de største ting, jeg har opnået – foruden at score mit store crush selvfølgelig. Jeg er så taknemmelig for alle de drømme, der er gået i opfyldelse, men jeg er nu allermest taknemmelig over, at kærligheden er her endnu.

Og hvis du læser med herinde min skat, så skal du vide: At jeg vil gøre alt i verden for dig, krydse de største have, gå gennem ild og vand og bestige de højeste bjerge for dig. Du er hele min verden. Tillykke med at have klaret 14 år med mig!

 

Mental sundhed

Der er enormt meget fokus på sundhed alle vegne. Den fysisk sundhed vel og mærket: Vægttab, vegansk mad, diæter, crossfit, maraton, ironman osv. I radioen kører reklamer om, hvordan vi skal forbedre vores sundhed, da overvægt er et stigende problem. Scroller du nedover Instagram kan du bevidne folks vægttab ud fra før- og efterbilleder, se flade maver, store biceps og masser af sund mad. Til alle jer som gør en masse for jeres fysiske sundhed – en stor high five til jer! Jeg vil imidlertid diskutere en helt anden form for sundhed, som er mindst ligeså vigtig – den mentale sundhed.

Personligt er jeg et meget positivt menneske. Jeg er næsten altid glad, og livet går som regel i den retning jeg ønsker. Jeg betragter mig selv som meget heldig. Men jeg bekymrer mig meget om andre, og jeg vil altid gerne hjælpe. Jeg kan sommetider tage andres smerte på mig, og det kan føles meget tungt. Er det mine pårørende det handler om, så er det næsten umuligt for mig at give slip. Derfor venter der mig også en stor udfordring i mit fremtidige virke som læge. Jeg skal øve mig i at skelne mellem empati og sympati, og ikke tage arbejdet med hjem.

Når jeg selv har nogle store følelser, finder jeg det nyttigt at udtrykke dem gennem musik, gennem dans og bevægelse. Hvad enten det er eufori eller melankoli. Følelser er ikke noget vi skal skamme os over. Vi skal sætte dem fri – bruge dem på den bedst mulige måde. Meditere over dem, så vi kan forene os med dem. Det er okay at græde, ligesom det er okay at grine højt og længe. Det er også vigtigt at tale om vores følelser, om smerte, om fortiden – også selvom det kan være svært. Nogen kan bruge familie og venner til at lægge øre til. Andre har behov for professionel hjælp. Desværre er der en ulighed i vores samfund, som gør, at alle ikke har samme mulighed for at få hjælp, når de har ondt i sjælen. Så hellere have ondt i maven eller et brækket ben. Hvordan kan det være rimeligt i et moderne velfærdssamfund, hvor vi bryster os af vores sundhedssystem? Krop og psyke hænger uundgåeligt sammen – at tro andet – det er sygt!

Hjælp!
Derfor vil jeg gerne opfordre dig – ja dig der sidder lige der og læser med – til at klikke lige HER og støtte den folkelige appel om gratis psykologhjælp og hurtig behandling til alle, der har brug for det.

I Danmark ses et stigende antal patienter med angst og depression, og forekomsten af psykiske lidelser af ikke-psykotisk karakter antages at være ca. 20% svarende til 700.000-800.000 i løbet af et år (1). Disse to tilstande har stor indflydelse på patienternes sociale liv, arbejdsliv, fysiske helbred samt mortalitet. Desuden har tilstandene en øget selvmordsrate i forhold til den øvrige befolkning, og depression menes at være årsag til 2/3 af alle selvmord (2). Patienter med angst eller depression har altså ofte en svært nedsat livskvalitet. Dette er tankevækkende set i lyset af Dansk Psykiatrisk selskabs fund i ”Behandling af psykiske lidelser af ikke-psykotisk karakter”. Her konkluderes det, at ca. en fjerdedel af patienterne hos den alment praktiserende læge har en psykisk lidelse af ikke-psykotisk karakter. Derudover konkluderes det, at psykiske lidelser ikke i tilstrækkelig grad erkendes af den praktiserende læge, meget få patienter henvises til specialiseret behandling, herunder psykolog, og få behandles sufficient i almen praksis (1). Patienterne får altså langt fra den optimale behandling. Og hvad med alle dem som har været udsat for traumer, overgreb med mere? Får de alle den hjælp, de har brug for? Efter min vurdering er det meget tvivlsomt.

 

//Everybody hurts sometimes

 

 

 

 

Kilder:

  1. Dansk Psykiatrisk selskab. Behandling af psykiske lidelser af ikke-psykotisk karakter [internet]. 2001 [lokaliseret 2018, 4. dec]: s. 18-23. Tilgængelig via Google Scholar:
    http://dpsnet.dk/wp-content/uploads/2015/01/ikkepsykose_010102.pdf
  2. Archer J. Bower P. Gilbody S. Lovell K. Richards D. Gask L. Dickens C. Coventry P. Collaborative care for depression and anxiety problems (review). The Cochrane Library. 2012; [issue 10]: s. 1-24

Kuk kuk, jeg er her endnu!

Kuk kuk, jeg er her endnu!

Det er vist en underdrivelse, at der har været stille på det seneste. Men jeg skulle lige blive færdig som læge, købe hus, flytte, holde 2 x fødselsdag, kører børn ind i ny daginstitution og ja – komme på plads. Der har virkelig været “run” på, men nu har roen sænket sig, og vi har fundet os til rette i livet på villavejen.

Jeg starter mit nye job 1. oktober, og jeg glæder mig helt vildt. Indtil da slapper jeg af, nyder tiden med ungerne, og så skal jeg selvfølgelig også læse og foreberede mig lidt. Da jeg er på dagpenge, skal jeg også søge jobs hver uge, hvilket virker fuldstændig tosset, da jeg hele tiden har haft kontrakten på, at jeg skal starte min KBU 1. oktober. Det er ren bureaukrati! Men, men nok om det.

Det hus, vi har købt, er et rigtig 70’er hus, som er blevet fuldstændig gennemrenoveret. Det er blevet præcis som vi ønskede det. Nu mangler vi bare møbler og nips. Oprindelig havde jeg regnet med, at vi bare kunne gå ud og købe det hele, men fordi renoveringen greb om sig, må vi tage det lidt af gangen. Det er okay, for det er også en skøn proces at planlægge og indrette. Jeg håber, I stadig har lyst til at følge med.

I dag bliver det 32 grader her, så det varer ikke længe før jeg trisser ud til swimmingpoolen. Ja du læste rigtigt, vi har en freaking swimmingpool. Jeg elsker livet med hus og have!

 

Chau, adios, nos vemos, hasta luego..

Stress – en kliché?

Alle snakker om stress. Folk er stressede, folk har stress, og kombinationen af at stress er blevet så hyppigt, og at folk konsekvens slynger det ud hver gang, de har meget at se til, har gjort stress til lidt af en kliché – alle har det. Kortvarigt stress er helt naturligt op til eksaminer og deadines etc., mens langvarig stress typisk skyldes sammenfaldende belastninger inden for flere livsaspekter. Indenfor min verden kalder vi det også belastningsreaktion, hvilket er en bedre betegnelse efter min mening.

For ca. tre år siden var jeg til lægen, fordi jeg gennem en periode havde oplevet forskellige symptomer, og endte med at blive decideret dårlig, da jeg holdte for rødt lys på min cykel på vej til universitetet. Jeg blev svimmel, det sortnede for mine øjne, og jeg troede, jeg skulle besvime. Jeg blev sendt til blodprøver og EKG (hjertekardiogram), men alt var heldigvis normalt. Da jeg sad hos lægen og fortalte om mine symptomer og om mit liv, med studier, eksaminer, et lille barn og en nyligt mislykkedes graviditet, faldt snakken hurtigt på belastningsreaktion. Jeg begyndte at græde. Det var jo åbenlyst, men jeg havde slet ikke selv tænkt tanken. Jeg var alt for fokuseret på mine fysiske symptomer. Jeg var lettet – det her kunne jeg gøre noget ved – og det gjorde jeg. Jeg droslede ned på en del sociale arrangementer, slettede sociale medier fra min telefon og gjorde ting for mig selv, som jeg ikke havde gjort i lang tid. Jeg fik det hurtigt bedre.

Desværre er symptomerne kommet tilbage nu. Jeg har i en periode døjet med svimmelhed, hovedpine, muskelspændinger, søvnbesvær, hjertebanken, hukommelses- og koncentrationsbesvær. Jeg har hele tiden tænkt: “Det går over”. Trods min erfaring fra tidligere, har jeg ikke tænkt på stress/belastningsreaktion – jeg har simpelthen ikke haft tid til at dvæle over det. Det eneste som har vagt lidt bekymring har været, når jeg havde decideret hjertebanken – jeg har sat mig ned og trukket vejret dybt, hvilket har hjulpet – og så har det ellers bare være videre igen. Men pga. mit studie er jeg blevet konfronteret med belastningsreaktion, og det er simpelthen åbenlyst, at jeg er endt der igen. Jeg tror, det er vigtigt at huske, at man godt kan få stress/belastningsreaktion, selvom man er glad og positiv. Det er simpelthen kroppens måde at råbe: “Slow down”. De sidste måneder har blandt andet budt på fire (snart fem) eksaminer på stribe. Nervøsitet over at skulle trække nummer til min KBU (basisuddannelse), og derefter vente på hvor jeg skulle hen. Foråret har budt på boligjagt, lån i banken og huskøb. Stik imod vores plan har vi valgt at totalrenovere huset, og undervejs er der dukket uforudsete ting op, som både har taget tid og kostet penge. Arbejdsfordelingen herhjemme er normalt, at min mand ofte henter børn, han står for indkøb og madlavning, mens jeg primært står for rengøring og vasketøj. Da han renoverer vores nye hus i øjeblikket, så står jeg med alt selv, og jeg synes ærlig talt, det er sindssygt hårdt. Forleden stod jeg og lavede mad, mens den ene skreg og ville tages op, mens den anden stod med et båthorn og truttede mig op i hovedet. Jeg kunne mærke sådan en følelse af afmagt, og mens jeg forsøgte at bevare roen udenpå, råbte mit indre: “Stiiiille!”. Den situation har jeg fundet mig selv i nogle gange på det seneste, og jeg savner at være to – ikke bare være to – men at være os to. Jeg savner deres far, min mand, min makker, vores lille team. Jeg kan helt sikkert også mærke, at han er presset og mangler overskud – især når det kommer til børnene. Der er selvfølgelig også alt det praktiske i forbindelse med at flytte: Søge ny institution til børnene, huske alle mulige formelle ting og vi har allerede kasser, som står og fylder midt i stuen. Behøver jeg sige jeg hader rod.

Nu kom det her indlæg måske lidt vidt, men min pointe er, at man skal stoppe op og lytte til sin krop. Jeg har i flere måneder sagt til folk, at vi har det godt, men også har for meget at se til, og jeg ikke kan vente med at blive færdig med studiet. Jeg har godt vidst, jeg var presset, men jeg har ikke mærket rigtig efter, hvor vidt det er kommet før nu. Ligesom sidst må jeg forsøge at ændre noget, men lige nu føles det uoverskueligt, for det er som om alle stressorerne er en lavine, som ikke kan stoppes. Men, men, men jeg er alligevel ved godt mod. Mit humør fejler ikke noget. Jeg er glad for mit studie, for mit praktiksted, for min mand og vores børn, glad og spændt omkring og skulle flytte og starte job til efteråret. Jeg må prøve at ændre de små ting og holde mig for øje, at vi snart er ude på den anden side.

Har du prøvet at være langvarigt stresset eller tror du, at du er det? Så er du velkommen til at dele dine oplevelser med mig her eller på min Instagram @sarahisabellas, hvor du selvfølgelig også kan skrive til mig privat.

 

Hokus, pokus, filiokus filiorum til vi ses igen!

Favoritter fra Filibabba

[reklame]

Jeg har købt og fået de skønneste ting fra Filibabba. Det er et dansk mærke, som laver masser af lækre sager til børn. Du er formentlig stødt på det før og hvis ikke, så følg da ekstra godt med her, hvor jeg viser nogle af mine nyeste ting frem og kommer med en lille anmeldelse til dem hver især.

Jeg har tidligere skrevet om deres produkter, så hvis du vil læse mere, kan du klikke ind på disse tidligere posts: Elsker du også Filibabba? og Hokus, pokus, filiokus Filibabba!

Badeslag
Jeg elsker de her håndklæder til børnene. De er dejligt store i modsætning til dem vi havde før. Det er er en superfin og anvendelig detalje, at der er hætte på. Jeg elsker de farvestrålende badekåber, børnene har fra Filibabba, men lige til håndklæderne som altid hænger fremme, er det skønt, at man også kan vælge mere afdæmpede farver. Jeg skal helt sikkert have nogle flere sæt af de er badeslag til ungerne.

Kapok dyne og pude
Kapok puden er guld værd, og vi manglede virkelig en god pude til Hector før, vi fik den. Der er ingen tvivl om, at jeg skal have købt en til Aura også. Vi er også glade for kapok dynen, som Aura har sovet med, men den fylder enormt meget i hendes lille tremmeseng, da det er en juniordyne, og den er enormt “puffy” ift. silkedynen, hun sov med før. Jeg synes også, hun bliver lidt varm i den, men vi har også meeeget varme børn. Jeg tror, det hjælper når hun kommer over i en juniorseng, og der kommer mere luft omkring hende. Hvornår kom jeres børn i juniorseng? Jeg tror stadig, det er lidt for tidligt for Aura. Anyways – nu har vi byttet lidt rundt, så Hector har den nye dyne fra Filibabba, og det fungerer alletiders.

Muslin sengesæt
Her får du sengetøj som er smørblødt og i topkvalitet. Meget mere er der faktisk ikke at sige til det. Det fås selvfølgelig i alle mulige skønne farver.

Bambus spisesæt
Det her spisesæt er næsten perfekt. Jeg drømmer om at skifte alt vores børneservice ud med det her. Først og fremmest indeholder det ikke PCP pentachlorophenol, PVC, phthalater og BPA samt formaldehyd, hvilket er meget vigtigt for mig. For det andet så er det bare ideelt til børn. Både den dybe og almindelige tallerken har høje kanter, hvilket er et must, hvis man ikke vil have mad på gulvet. Koppen som medfølger sættet her er perfekt i størrelsen til små hænder. Jeg har dog også en anden kop fra Filibabba, som jeg har fået fra LittleHappy.dk, og den er desværre større, så det er værd at være obs på. Men den her nye model er som sagt virkelig god. Bestikket er også godt. Det har en rigtig god facon, som gør maden nem at få op. Vi er rigtig glade for skeen. Bambusgafler bliver jeg aldrig helt fan af. Det er selvfølgelig en fordel at de ikke er så skarpe ift. sikkerhed, men noget mad bliver lidt besværligt at få op, desværre. Alt i alt et fantastisk spisesæt, som måske lige skal suppleres med nogle metalgafler.

Hvalen Christian natlampe
Endnu en ting fra Filibabba, som jeg skal have købt en mere af, er denne fine hvallampe fra Filibabba. Det er simpelthen den bedste natlampe. Jeg købte den primært fordi, jeg synes, den var sød, men den kan meget mere, end jeg lige havde tænkt over. Den kan lyse med forskellig kraft og kan også skifte farve og gøre lyset ekstra hyggeligt. Den har ikke ledning og kan tilmed lades op. Det fungerer virkelig godt, da vi har dårlige erfaringer med batteridrevne lamper. Der er i øvrigt lavet en stor version i hård plast med ledning og lysdæmper på, og vi går og venter på en mellemstor version, som skulle komme snart.

Bæredygtige træklodser
De her klodser er simpelthen så søde og så er de tilmed bæredygtige. De har bogstaver og søde figurer på, og så kan de samles til to fine puslespil – se billedet herover. Ungerne er rigtig glade for dem. Jeg syntes umiddelbart, at de virkede ret glatte, men det har ikke forhindret Aura på 1 år i at stable dem alle til et højt tårn, så i praksis betyder det altså ikke noget.

Drømmefanger
Den her drømmefanger med stjerner i filt er super flot og dekorativ. Hector havde en klassisk drømmefanger med fjer før, men jeg savnede en der var lidt større. Den her passer bare helt perfekt, og Hector har flere gange udtrykt, hvor glad han er for den. Det synes jeg, virkelig er sjovt, at en på 3 år (som han var dengang) kan sætte pris på en vægdekoration. Vi har også snakket en del om, at den skal forhindre onde drømme, måske er det derfor, han er elsker for den.

 

Det var alt for nu.

Hokus, pokus, filiokus filiorum til vi ses igen!