Anmeldelse af Petit by Sofie Schnoor

Anmeldelse af Petit by Sofie Schnoor

Her får I en helt usponsoreret anmeldelse af tøjmærket Petit by Sofie Schnoor. Hvorfor lige det mærke? Ja fordi jeg lige har købt endnu en stak, og jeg er altså ret vild med det.

dsc_3265

dsc_3261

dsc_3266

dsc_8695

Petit by Sophie Schnoor er børnetøj fra det danske mærke Sophie Schnoor, som laver tøj og sko til kvinder. Jeg har først opdaget tøjmærket efter, jeg fik Aura, men jeg køber det nu til begge børn. Jeg er helt pjattet med deres mønstre, og jeg elsker også deres sweatsuits til Hector. Sweatsuitsene er perfekte til afslapning og leg, og Hector bruger dem både i vuggestuen og herhjemme. Det er det perfekte søndagstøj, og det varer nok ikke længe før, vi også skal have NYC-sættet i petroleumsfarvet. Udover at tøjet er flot, så er det ret fedt, at de laver nogle børnevenlige motiver. Hector elsker sine trøjer med hhv. tigere og bulldog på. Det er jo win-win, når både mor og barn kan lide tøjet.

dsc_1798

dsc_3489

dsc_3523

Noget af det første jeg købte til Aura var deres tynde, bløde sæt med elastin samt sættene med hhv. blade og svaler. Jeg var faktisk så glad for det, at jeg har købt præcis det samme i str. 80, som hun kan passe nu, jubii! De første to billeder herunder er fra, da hun var 2 måneder, og på det tredje er hun 8 måneder. Jeg fatter slet ikke, hvor tiden er blevet af. Nu kan hun ikke længere sove alle vegne, mens man tager billeder af hende, men der er fuld fart på hende hele tiden.

dsc_8386

dsc_8179

dsc_3454

Tøjet er blødt og lækkert, især deres tynde bodies med elastin er smørbløde. Deres pasform er ligeledes god, og vi har ikke problemer med at få bodier over hovedet eller med bukser der strammer, som det sommetider hænder med andre mærker. Vi bruger tøjet meget, og det bliver derfor også vasket mange gange. Det holder både form og farve flot, og jeg synes det fnuller minimalt.

dsc_1205

dsc_1816

dsc_3347
dsc_3291

Jeg er helt vild med de søde detaljer på tøjet og jeg elsker flæserne i bukselinningen og på deres bodies. Og prøv lige at se de fine guldflamingoer på det lilla sæt på ovenstående billede. Simpelthen så nuttet! Jeg var spændt på, hvordan det ville blive efter vask, men indtil videre er guldet ikke slidt det mindste af. Sættet med guldflamingoerne er fra den nyeste kollektion og det samme er nedenstående body. Det er simpelthen det smukkeste mønster. Da jeg købte den, kunne jeg ikke få bukserne, men jeg skal nok få fat i et par et andet sted.

dsc_3367

Er det her så det perfekte børnetøj – ja, når man får den rette størrelse. Den eneste ulempe ved tøjet er, at det er ret småt i størrelsen. Dette kan være lidt upraktisk, hvis man fx får det i gave eller køber det online. Som udgangspunkt køber jeg altid en størrelse større, end Aura bruger, så passer det enten med det samme eller også, venter vi lidt med at bruge det. Men tøjet er ikke kun småt i størrelsen. Størrelsen varierer også lidt. Fx har Aura et par bukser i samme stof, som er hhv. str. 74 og str. 80 men præcis samme størrelse. Hector har to NYC-sweatsuits, som begge er str. 92, men hvor det grå er en del større. Det er dog ikke noget, som jeg finder problematisk, men det er en god idé at se tøjet i en fysisk butik første gang, man køber det.

dsc_3437

Er det pengene værd? Der er ingen tvivl om, at tøjet er lidt i den dyre ende, hvis man fx sammenligner med H&M eller Zara. En bodystocking koster 230-300 kr. og sweatpants eller sweatshirt er 200 kr. pr. del. Men ja det er pengene værd, fordi kvaliteten er god og det er så flot og lækkert. Og selvfølgelig kan man også købe det, når det kommer på udsalg. Har du brug for lige at opveje fordele og ulemper før, du køber Petit by Sofie Schnoor, så kommer de her:

Fordele:

  • Dansk design
  • Flotte motiver og farver
  • Lækker kvalitet
  • God pasform
  • God holdbarhed
  • Mulighed for matchende sæt til mor

Ulemper:

  • Småt i størrelsen
  • Størrelsen kan variere lidt
  • Prismæssigt er det i den dyre ende

Som du kan se, er der mange flere pros end cons, så husk at kigge efter dette mærke næste gang du shopper børnetøj. De forhandler det bl.a. i Tinderbox i Illum og på Fisketorver samt i masser af netbutikker. Hvis du allerede kender mærket så smid lige en kommentar med dine egne erfaringer.

Hokus, pokus, filiokus filiorum til vi ses igen!

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anmeldelse af Petit by Sofie Schnoor